Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington, 01/12/2018 - 10:59

Verden ændrede sig radikalt mens Bush senior var præsident

George H.W. Bush førte med roligt og sikkert diplomati verden ud af den kolde krig.

Brett Coomer/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Præsident George H.W. Bush var kun republikansk præsident i fire år. Men det var en periode, hvor Sovjetunionen gik i opløsning, og verden ændrede sig radikalt med den kolde krigs afslutning.

Bushs præsidentperiode blev desuden stærkt præget af den første Golfkrig, da han dannede en bred koalition for at drive Saddam Husseins irakiske styrker ud af Kuwait på et tidspunkt, hvor USA var blevet verdens ledende supermagt.

Bush senior døde fredag i en alder af 94 år, oplyser hans familie. Han faldt bort syv måneder efter sin hustru, Barbara, som han var gift med i 73 år.

Bush efterlader sig fem børn og 17 børnebørn. Et sjette barn, datteren Robin, døde af leukæmi inden sin fire års fødselsdag.

Som søn af en senator og far til en præsident indtog Bush en særlig plads i amerikansk politik. I hans lange politiske karriere var han i årtier med til at forme USA på forskellige nøgleposter - blandt andet som leder af efterretningstjenesten CIA og som særlig udsending til Kina.

Hans løbebane blev kronet med to perioder som vicepræsident under den stærkt populære Ronald Reagan fra 1981 til 1989 - og derefter med fire år i Det Hvide Hus fra 1989 til 1993.

Tidligere præsident Barack Obama siger, at Bushs rolige diplomati banede vej for en udvikling, som man engang anså for umulig: den kolde krigs afslutning.

James A. Baker III, som var udenrigsminister under Bush, siger, at Bush-æraen for evigt er indmejslet i USA's og verdens historie.

Da Bush forsøgte at blive genvalgt i 1992, tabte han til demokraten Bill Clinton ved et atypisk valg, hvor den uafhængige forretningsmand Ross Perot fik 19 procent af stemmerne.

Bush senior oplevede derefter at se sin søn, George W. Bush, blive valgt og genvalgt til præsidentembedet.

Golfkrigen mod Irak i 1991 var hverken Bushs eneste eller første krig. Under Anden Verdenskrig fløj han 58 togter som pilot på bombefly. Han oplevede at få sit fly ramt af japansk antiluftskyts, at gennemføre sit togt alligevel for derefter at springe ud i faldskærm og blive samlet op fra en gummibåd i Stillehavet.

Han vendte hjem fra krigen med et stort antal medaljer.

I stedet for at tage imod et tilbud om en sikker stilling på børsen i New York valgte han en mere usikker vej og begyndte at bore efter olie med sit eget firma i Texas. Det blev til mange firmaer, som Bush senere solgte for som millionær at gå ind i politik.

Foruden sin familie foretrak præsidenten at bruge sin fritid til tennis, hesteskokastning og ture i speedbåd.

George Herbert Walker Bush blev født den 12. juni i 1924 i staten Massachusetts. Han voksede op i et relativt velhavende hjem.

Han blev uddannet i økonomi på det prestigefyldte Yale universitet og blev medlem af Kongressen i 1966.

Politisk hoppede han mellem moderate og konservative holdninger i Det Republikanske Parti, ikke altid med lige stor elegance. George H.W. Bush indrømmede ærligt, at han foretrak at beskæftige sig med udenrigspolitik, og at havde svært ved at artikulere "politiske visioner".

I en årrække blev han hånet for at have brudt et højtideligt løfte til sine vælgere, hvor han havde erklæret: "Hør, hvad jeg siger (på engelsk: read my lips, red.): Ingen nye skatter og afgifter".

Bush havde som præsident også svært ved at vinde de mest konservative Reagan-tilhængeres støtte. Det var navnligt vælgere, som var imod fri abort og imod afspænding over for Sovjetunionen, men som gik ind for bøn i skolerne og besparelser på de sociale budgetter.

Mange af disse vælgere opfattede Bush som en gammeldags, traditionel centrumrepublikaner med forbindelser til Wall Streets finansverden og til et afspændingsindstillet udenrigsministerium.

Bush førte oprindeligt valgkamp mod Ronald Reagan i 1980, hvor han kaldte den senere præsidents økonomiske politik for heksekunst. Men fra den dag, hvor han opgav sin egen præsidentvalgkamp og sagde ja til at blive vicepræsident, forsvarede han loyalt Reagans politik.

Men han blev af nogle kritiseret for at virke hul og teatralsk i sit forsvar for Reagan.

Det var i midten af 1970'erne, at Bush fungerede som USAs uofficielle ambassadør i Kina på et tidspunkt, hvor amerikanerne ændrede kurs over for Beijing.

/ritzau/